EN RØD TRÅD I DIT BARNS LIV - FRA BØRNEHAVE TIL FLYVEFÆRDIGT UNGT MENNESKE​

aktiv 2  instagram  youtube  viggo-small

Antimobbe-politik – Hobro Fri

Indhold:

Formål

Definition

Handleplan – sådan reagerer I lige nu – og senere.

Evaluering

Formål:

Hobros Friskole antimobbestrategi beskriver det forebyggende arbejde, der dagligt bliver gjort af skolens ledelse, lærere og pædagoger. Det forebyggende arbejde skal sikre en høj elevtrivsel samt forhindre at mobning og ekskluderende fællesskaber opstår på skolen.

Antimobbestrategien er også en handleplan for skolens personale, såfremt mobning, ekskluderende fællesskab eller mistrivsel blandt elever alligevel opstår.

Definition:

Hobro Friskole definerer mobning som gentagen/systematisk forfølgelse, chikane eller drilleri, der har taget overhånd, af et eller flere børn.

Mobning kan foregå i både grupperelationer eller af enkeltpersoner.

Forebyggende arbejde:

Hobro Friskole gennemfører dagligt trivselsfremmende aktiviteter, med det formål at styrke fællesskabet og forhindre at mobning opstår. Aktiviteterne er fast forankret i de Grundtvig-Koldske skoletanker.

Af forebyggende arbejde kan nævnes:

1.​Morgensang og morgenfortælling:

Eleverne mødes hver dag til fælles sang og fortælling (0-9. klasse). Det at synge sammen styrker fornemmelsen af at tilhøre et fællesskab.

2.​”Store venner”

De yngre elever har tilknyttet en ældre elev som stor ven. Denne ordning øger kendskabet til hinanden og trygheden de forskellige klassetrin imellem.

3.​Fælles møde/klassemøde/SFO-børnemøde

På disse møder drøfter elever og personale forskellige emner. Herunder også emner som; Hvordan er vi gode kammerater? På disse møder arbejder vi løbende med spørgsmålet: Hvad har jeg gjort for fællesskabet i denne uge?

4.​Tæt skole/hjem-samarbejde:

Hobro Friskole har et meget nært miljø. Forældre, elever og personale kender hinanden godt. Én af de grundlæggende forudsætninger i skole/hjem-samarbejdet er åbenhed.

5.​Fælles udflugter, udlandsrejser, lejrskole

6.​Legeaftaler i frikvartererne

Iværksættes af klasselærerne efter behov.

7.​Vennefamilier:

Nye familier på skolen bydes velkommen af velkomstudvalget, der introducerer skolens liv. Dette sker ved velkomstmiddage to gange årligt.

8.​Inddragelse af forebyggende undervisningsmidler i daglig undervisning efter behov:

Herunder; fri for mobberi, hjernestier, trin-for-trin og uge6.

9.​Ugentlige evalueringer:

På det ugentlige lærermøde evalueres elevers trivsel.

Såfremt der skal handles på en konkret sag, aftales forløbet også i forbindelse hermed.

10.​Filosofi:

Der filosoferes med eleverne på alle klassetrin. Filosofi giver en forståelse for forskellighed. Problemstillinger og situationer anskues fra forskellige vinkler, hvilket giver eleverne end større forståelse for medmennesker og større rummelighed.

11.​Kontaktforældre-arrangementer:

Forældre laver arrangementer for klassens elever og forældre/søskende.

Handleplan ved konstateret mobning:

Hobro Friskoles værdigrundlag vil kunne afspejles i handleplan mod mobning.

Åbenhed, dialog og samarbejde vil være grundlæggende redskaber til håndtering af en eventuel mobbesituation.

Hvis skolen bliver gjort bekendt med mobning eller optræk til mobning gennem personaleobservationer, forældrehenvendelse eller elevhenvendelse, følges følgende procedure.

1.​Afdækning af mobning gennem samtale med de involverede parter.

2.​Orientering af parternes forældre, såfremt de endnu ikke er bekendt med situationen.

3.​Åbenhed om situation i klassen/elevgruppen/forældregruppen. Rollerne i situationen afdækkes i fællesskab, da mobningens mekanismer tager udgangspunkt i en gruppedynamik.

Der træffes forpligtende aftaler parterne imellem.

4.​Forældre orienteres løbende i forløbet. Om nødvendigt kan de inddrages i konkrete aftaler på vegne af børnene.

Det skal bemærkes, at mobning kan tage forskellige former. Dermed vil der i alle tilfælde være tale om individuelle løsningsmodeller. Ovenstående handleplan fremstår derfor overordnet og ikke beskrevet i konkrete detaljer.

5. Kommandovej for forældre

Start med at tage kontakt til klasselærer.

I de tilfælde, hvor konflikten kræver det – involverer klasselærer andre lærere og skolens ledelse.

Udbredelse af kendskabet til skolens antimobbestrategi:

Strategien forefindes på lærerværelset i en mappe

Strategien uploades på Viggo og hjemmeside.

Evaluering:

Strategien evalueres årligt i personalegruppen.

Nærværende udgave revideret september 2023.

STEMNINGER FRA EN FRISKOLE MED NÆRVÆR, HØJ FAGLIGHED OG DEMOKRATI I BØRNEHØJDE

Se flere film på FACEBOOK , INSTAGRAM og YOUTUBE

Hobro Friskole - Nyvej 23 - 9500 Hobro - CVR:12284233 - Tlf.: 9852 5499 - hobro-friskole@mail.dk